Okinawa, en Ø i Japan

Fra Genseipedia
(Omdirigeret fra Okinawa)
Skift til: navigering, søgning

Okinawa, (japansk, 沖縄) er en ø i Japan. Øen ligger i Stillehavet og hærges ofte af de kraftige vinde kaldet Taifun (på dansk: Tyfon).

Indholdsfortegnelse

Indledning[redigér]

Denne artikel er medtaget fordi den kort beskriver nogle interessante ting om karate og selve øen Okinawa, bl.a. hvorfor det er så svært at finde den endegyldige sandhed om karates oprindelse. Der findes mange meninger om, hvor karate stammer fra, og hvem der "opfandt" det. En af historierne siger, at karate blev opfundet i forbindelse med bøndernes undertrykkelse, idet de ikke måtte eje våben. Sandheden er, at man ikke ved det, men der findes flere bud - nedenstående[1] er ét af dem.

Okinawa[redigér]

Hovedøen i Ryukyu øgruppen, Okinawa ligger ca. 500 km. syd for hovedlandet Japan, og er en lille ø, på kun ca. 45 kvadratkilometer, med et subtropisk klima, der kunne kvalificeres som formidabelt hvis det ikke var for den konstante trussel fra tyfoner - så mange som 45 tyfoner forekommer i løbet af et enkelt år, og der forekommer både jævnlige og skræmmende tilfælde, hvor øen rammes direkte. Jorden er klippefyldt, skovdækket er tyndt og udenfor tyfonsæsonen, som er fra marts til september, var (og er) der ofte kun rent vand ofte i små mængder.

I det 17. århundrede blev sukkerrør og søde kartofler den primære afgrøde. Kun få andre afgrøder kunne gro på øen, så for at overleve var befolkningen stærkt afhængig af havet, hvilket forsynede dem med fisk og bragte handelsskibe til kysten. Befolkningen på Okinawa i begyndelsen af det 20. århundrede var på ca. 120.000. Gammel kultur på Okinawa kan med rette sidestilles med en "Gammel værdig kvinde".

Selvom magten angiveligt blev styret i forening af kongen og en højtstående præstinde, blev tropper sendt i krig i den højtstående præstindes navn, ikke i kongens navn (for gudinder blev betragtet som de virkelige beskyttere af mennesker), og præstinden afgjorde også lovmæssige uenigheder. Præcis på samme måde som præstinden optræder i overordnede ceremonier i det herskende hof, tog det ældste kvindelige familiemedlem sig af familieritualerne. Kvindernes position på Okinawa blev en smule nedbrudt ved introduktionen af Confucianisme og Buddhisme i det 15. og 16. århundrede - i teater på Okinawa er buddhistiske præster altid portrætteret som store skurke - men generelt fik kvinderne en plads mere på lige fod med mændene end det for eksempel var tilfældet med Japan og Kina.

De konstant krigende kongeriger i det nordlige, centrale og sydlige Okinawa blev samlet i 1429 under Sho Hashi, grundlæggeren af Sho Dynastiet. Under Sho Shins styre (1477-1526), blev en Confuciansk stat etableret, og et forbud mod privat ejerskab af våben blev indført blandt befolkningen. Takket være fordelagtig handel med Kina, Japan og resten af sydøst Asien, blomstrede kongeriget på Ryukyu indtil det blev invaderet i 1609 af en stridslysten samurai fra Satsuma, et len på Kyushu, den sydligste ø af hovedlandet Japan. Satsuma lenet var det mest krigeriske i Japan, med en samurai for hver tre almindelige indbyggere (det nationale gennemsnit var én til 17). Selvom Ryukyu kongeriget beholdt sin nominale uafhængighed, var den lille nation hurtigt blødt tør på grund af den dobbelte byrde med fortsatte skatter til det kinesiske hof og en uafbalanceret handelsaftale med Satsumas lensherrer. Selvom de måske led materielt set, beholdt folket på Okinawa sin rige åndelige kultur, der var koncentreret om musik, poesi, dans og den generelle hyldest af livet. Lensherrer fra Satsuma genindførte forbudet mod at private måtte eje våben og forhindrede senere regeringen i at importere våben, også i selvforsvars øjemed.

Rygter om "Det fredelige kongerige" i Ryukyu nåede Napoleon i Frankrig, som forundredes over, at et land kunne opretholde fred og orden uden at have adgang til våben. Mange besøgende, før og nu, har lavet tilsvarende kommentarer til den "Gæstfrihed, venlighed og afsky for vold og forbrydelser" som forefindes hos befolkningen på Okinawa. De har nok været uden våben, men folket på Okinawa var absolut hverken svage eller forsvarsløse.

Legenden om bønderne på Okinawa, som skabte karate for at forsvare sig mod de jævnlige angreb fra Satsuma samurai-bøller ser ikke ud til at bygge på kendsgerninger. Forbudet mod våben var allerede over hundrede år tidligere, trådt i kraft forud for Satsuma invasionen. Betragtet som et fornuftigt argument, er det sandt at ubevæbnet politi var nødt til at have en eller anden mulighed for beskyttelse af befolkningen og holde ballademagere nede, mens almindelige borgere havde behov for en form for selvforsvar imod røvere og banditter, der eksisterede i selv de mest fredelige samfund. Da Okinawa har været i tæt kontakt med Kina i århundreder, er det ikke overraskende at "Kinesisk hånd" - den originale betydning af "Karate" - refererer til de mange kampformer baseret på kinesiske modeller der blev praktiseret på øen. Folk på Okinawa lærte forskellige former for boksning under deres handelsture til Kina, og immigrerede kinesiske kempo (ch'uan fu) mestre underviste selv på øen. Der er bevis på, at nogle af teknikkerne også er importeret fra "tomme-hænder" kampsystemer fra Indokina. Meget af denne boksning kom aldrig videre end gadeslagsmåls-niveau, en populær adspredelse i de hårde miljøer i havnene på Okinawa. Foruden den importerede kinesiske boksning, opbyggedes en mere oprindelig indenlandsk kampform tilsyneladende igennem århundreder af overklassen på Okinawa. Disse indfødte systemer blev der refereret til under navnet Okinawa-te, "Okinawa hånd".

Frataget konventionel udrustning opfandt folket på Okinawa måder til at ændre hverdagens redskaber såsom en stav eller krumkniv til dødelige våben. De mistænksomme Satsuma lensherrer beordrede mange af disse redskaber låst inde i regeringshuse om aftenen, og krævede at bønder og fiskere skulle afhente dem igen hver morgen. Der var også en form for konkurrencebrydning kaldet Tegumi, der svarer lidt til Sumo, hvilket blev praktiseret åbenlyst af mænd og drenge i alle aldre. Med undtagelse af Tegumi, blev de forskellige former for kampsystemer på Okinawa praktiseret i dyb hemmelighed for at undgå ransagning og videre efterforskning varetaget af Satsuma lensherrerne og rivaliserende skoler.

Kampteknikker blev betragtet som familiens arvestykke, og blev beskyttet meget målrettet fra generation til generation. (Mange karatebevægelser blev dog ganske klogt indarbejdet i folkedanse på Okinawa, og selv i dag, er der skoler som inkluderer folkedans som en del af deres træningspensum). Kampformerne på Okinawa nød aldrig den samme popularitet, som træning af budo i hovedlandet Japan gjorde, og på øen eksisterede der aldrig en sammenlignelig klasse af veludrustede professionelle krigere såsom samuraien. Der var faktisk ikke nogen dojo'er på Okinawa i gamle dage - karate blev trænet om natten bag havemure, dybt inde i skoven eller på forladte strande. Der var heller ikke nogen uniform, alle bar næsten ingenting. I kontrast til Japan, hvor alle teknikker omhyggeligt blev katalogiseret på skriftruller og overleveringernes stamtræ tydeligt skitseret, blev næsten ingenting nedskrevet på Okinawa, ligesom ingen optegnelser blev gemt, hvilket faktisk gør det umuligt at drage nogen konkret konklusion om kampformernes historie på Okinawa.

Noter[redigér]

  • Oprindeligt udgivet på www.genseiryu.dk d. 9. marts 2000, og flyttet til Genseipedia d. 5. maj 2017.

Kilder[redigér]

  1. "Three Budo Masters" by John Stevens, Kodansha International 1995.